fredag den 10. december 2010

Den tiende låge - poli-én, poli-to, poli-tre, poli-fire, poli-fem...

Jeg er på facebook, det har jeg været i nogle år efterhånden.

Jeg er lidt konservativ når det gælder ny teknologi, jeg var f.eks. nok en af de sidste der fik en mobiltelefon, og jeg har ikke nogen smartphone endnu. Men når jeg så endelig "hopper med på vognen", plejer jeg at være 100% engageret.

Jeg er nok lidt mindre konservativ, når det gælder webteknologi; blandt andet fordi jeg arbejder med webudvikling, men naturligvis også fordi mange tilbud på internettet er gratis. Sådan er det også med facebook, jeg var nok ikke den allerførste blandt venner og kolleger, der var på, men jeg er heller ikke den sidste.

Facebook er en dejlig platform til at holde og få kontakt med familie, venner og andre man kender eller har kendt. Der er hyggelige spil, hvor man kan konkurrere med sine venner. Og så er der muligheden for at udveksle små historier, billeder mv. på en ikke-anmasende måde (som f.eks. e-post).

Bag dagens låge gemmer sig en kollage af nogle af mine statusbeskeder på facebook (du er nok nødt til at klikke på billedet for at læse dem):


Du kan også se billedet på facebook og derfra lave dit eget billede.

torsdag den 9. december 2010

Låge nr. ni - Don't say the word

I dag skal vi langt tilbage, helt tilbage til dengang jeg kun var 1 måned og 10 dage gammel. Og nej, jeg kan ikke huske så langt tilbage, jeg har heller ikke været hos hypnotisør og fundet tilbage til mit indre barn (jeg tror mit indre barn har det glimrende.) Jeg har såmænd blot kigget i et gammelt hæfte fra sundhedsplejersken; i hæftet er der blandt andet en tabel med mål og vægt. Så nu ved jeg hvor stor jeg var den gang.

Jeg var ikke en stor baby, det har min mor altid sagt, og nu er der syn for sagn: jeg var 53 cm høj og vejede 3.5 kg, og det var altså efter en god måned. Nu er jeg 3.5 gang længere og mere end 30 gange tungere... Da jeg var fjorten (hvor de sidste tal stammer fra), havde jeg næste nået fuld højde, men kun godt halvdelen af min kommende kampvægt.

Jeg kunne (naturligvis) ikke dy mig, og har plottet højde og vægt ind i en fin graf. Det er dagens låge:

onsdag den 8. december 2010

Den ottende låge - Kærlighed uden grænser

Det er over 13 år siden, at jeg mødte Linda. Allerførste gang var i et sommerhus i Marielyst, hvor vi festede sammen med en masse andre. Anden gang var i et mindre selskab (vi var fire i alt). Tredie gang var en egenlig date, og siden den har vi været sammen - først som kærester, så var vi forlovet, og nu er vi gift. Jeg kunne ikke være mere glad og lykkelig.

Linda var under 24 år, da vi mødte hinanden. Så hvis vi forestiller os, at året var 2002 og hun var udlænding, så havde 24-års-reglen gjort det svært, måske umuligt for os at blive sammen.

Linda var heller ikke færdig med sin uddannelse, da vi mødte hinanden. Hun havde ikke arbejde. Hun kunne dog fremmedsprog. Hvor mange point hun ville have scoret i det nye pointsystem for familiesammenføring ved jeg ikke, men tanken om, at vores forholds fremtid skulle afhænge af en test, er simpelthen ulækker.

Så dagens låge er politisk og dagsaktuel. Der er demonstration for Kærlighed uden grænser på Christiansborgs Slotsplads kl. 16-18, plakaten kan du se herunder (klik for mere info):

tirsdag den 7. december 2010

Låge nummer syv - de syv små dværge

Jeg sidder på den flade, foran computeren, mange timer hver dag. Det kunne have været værre, for jeg har et hæve-sænke-bord, og er god til at stå op et par gange om dagen. Men det er er underligt; jeg har sværere ved at koncentrere mig, når jeg står op. Hvis jeg virkelig skal tænke, så bliver jeg nødt til at sidde. Måske er det mænds manglende evner udi multitasking, der gør sig gældende her... Under alle omstændigheder, så kan det stillesiddende arbejde godt mærkes, specielt i lænd og ryg.

Så jeg har gået til yoga, og det var helt fantastisk. Jeg har aldrig været den store sportsmand, og motorikken kunne sikkert være bedre. Men yoga er anderledes, det er nok tempoet der gør at jeg kan følge med. Udover at kroppen bliver strakt ud, giver yoga både styrke og er utrolig afstressende.

Herunder er et før-billede, se bare hvor stiv og spændt i kroppen jeg er. Det er faktisk et meget-før-billede, fra for 10 år siden i Løkken.

mandag den 6. december 2010

Den sjette låge - Dytten

Vi har fået ny bil. Ok, ikke ny ny, men ny brugt. Det er en VW Vento fra1996. Den havde kørt lige godt 100.000 km, da vi købte den sidste år. Linda har længe sukket efter at få en VW, og hun er absolut tilfreds. Vores biler (dette er den tredie i rækken) er blevet større, dyrere og større, men jeg tror nu ikke vi behøver en større bil nu.

Vi har været uheldig et par gange med Ventoen: nummerpladerne er blevet stjålet, og vinduesviskerne er blevet bøjet/stjålet. Nu har vi fundet et ny sted at parkere, og skruet de nye nummerplader fast, så vi håber det er slut med den slags fremover.

Herunder står Linda ved siden af Billy (som han hedder hjemme hos os):


søndag den 5. december 2010

Låge fem - Nr. 5 lever

Jeg har i mere end 10 år deltaget i den årlige konference for Linux og andre Open Source-teknologier. Konferencen har været kendt under mange navne, i mange år hed den LinuxForum, men for et par år siden skiftede den navn til Open Source Days.

Konferencen foregår fredag-lørdag i starten af marts. I år fik Linda og jeg besøg af Claus fra Århus, han skulle også til konference, og havde brug for et sted at overnatte. Det havde vi faktisk håbet på, for det var længe siden vi havde set ham.

Mens Claus og jeg var til konference om fredagen, hyggede Linda sig sammen med Rune derhjemme. Om aftnen skulle vi allesammen ud og spise sushi; her stødte Erik til selskabet og nu var vi nok til en lille fest. Og fest blev der.

Det startede med øl og sake til sushien. Og fortsatte med gin, øl, Gammel Dansk, Japansk blommelikør, og meget mere hjemme hos os.

Jeg husker ikke helt hvordan jeg kom i seng, men jeg vågnede næste morgen da jeg hører Claus sige "Godmorgen". Jeg lå i sengen, fuldt påklædt, klokken var omkring ni, og jeg var lidt forvirret. Efter en tandbørstning tog vi af sted til konference, jeg gik glip af det første foredrag, men ellers gik det ok, selvom jeg var lidt træt. Herunder er et billede taget inden jeg blev træt, det er Rune og mig der gi'r den gas på "dansegulvet":



lørdag den 4. december 2010

Den fjerde låge - Go' Lørdada

Linda og jeg er blevet ret vilde med Málaga; en by på den spanske solkyst. Málaga også hovedby i provinsen af samme navn.

Byen har et stort historisk centrum (Centro Histórico), hvor der udelukkende er gågader og masser af små hyggelige gyder, barer, caféer og restauranter. Der er en ret skrap byplan, der bl.a. forbyder klimaanlæg på facaderne. Det er et pragtfuldt sted. Derudover er andalusierne (altså de indfødte, ikke hesteracen) søde og behagelige (hmm, det er hestene muligvis også.)

Vi var (tilbage) i Málaga i januar - den koldeste tid på året! Der var omkring 15 grader ifølge vejrudsigten, men sad man i solen føltes det nærmere som 20. Dejlig varmt for en nordbo, alt imens de lokale gik i pels og frakker og skuttede sig i kulden.

Herunder sidder jeg på en fortovscafé på Plaza de la Merced og nyder en øl. En øl der muligvis var gratis; tjeneren var nemlig lidt distræt, og vi kom ikke til at betale for alt hvad vi indtog. Årsagen var, ifølge Linda, at han flirtede med en fyr, der sad ved siden af os - følte mig lidt overset, jeg havde endda sat charmekluden kækt på sned...

fredag den 3. december 2010

Tredie låge - alle gode gange tre

Som du kunne læse om i går, var Linda og jeg i England ved nytårstid.

Dagen før vi skulle hjem gik det meste af England i panik. Sne! Der var faldet 10, 20, ja op til 30 cm sne! I Nordjylland var der på samme tidspunkt faldet en halv meter, uden panikken havde spredt sig dér.

I fjernsynet var der, både på BBC News og Sky News, en konstant strøm af nyheder om snevejret og kun snevejret - hele dagen.

Og det var altså, som sagt, dagen inden vi skulle hjem! De fleste lufthavne var lukket; så kunne vi komme hjem til Danmark? Kunne vi overhovedet kunne komme frem til lufthavnen?

Det viste sig ikke at være et problem. Vi kom fint ud til lufthavnen, og flyet var kun en time forsinket. På motorvejen så vi, hvor uvant snevejr åbenbart er i England. En bil med 15-20 cm sne på taget, på køleren, på bagsmækken, og på vinduet! Billisten havde blot startet vinduesviskerne og kørt af sted...

Nedenfor er jeg i gang med at nedlægge en snemand (udenfor billedet). Snemanden var min kreation, så jeg havde ingen dårlig samvittighed.

torsdag den 2. december 2010

Låge nummer to - Bummelum

Vi holdt nytår i England.

Det er Lindas faster, der er gift med en englænder, og derfor har boet i England i mange år. Og udover en faster og onkel, har Linda også en engelsk fætter, der dog bor og arbejder i Norge.

Og det skete i de dage, mellem jul og nytår, at vi tog flyet til Manchester. Faster og onkel bor på Wirral, der en halvø mellem Wales og Liverpool. Det var ægte English Countryside - smukt og hyggeligt.

Vi havde omkring halvanden uge hos familien i England, og fik både julet, holdt nytår, shoppet, set Liverpool og meget mere.

Jeg undrede mig lidt over, at englænderne hverken havde hue, halstørklæde eller handsker på. Faktisk rendte nogle af mændene rundt uden overtøj. Da jeg spurgte Lindas fætter, var svaret "It's considered gay!" Så herunder står jeg i et stort outlet ved Manchester; og er, meget passende, iført hue, halstørklæde,  og oplynet jakke:


onsdag den 1. december 2010

Den første låge - jeg låger ikke noget

Jeg lagde i 2002, 2003, 2004 og 2005 en personlig julekalender på nettet. I kalenderen kunne man læse om hvad jeg havde lavet i løbet af året. Jeg tror ikke jeg vil genoptaget konceptet helt; med en fin kalenderforside og låger, der kan "åbnes". I stedet vil jeg forsøge at skrive et indlæg her på bloggen hver dag i december.

Ingen låge uden et billede bag, så her er min 2002-kalender: