torsdag den 25. november 2010

Sure mennesker i metroen

Jeg startede nyt job for snart to måneder siden. Det betyder også, at jeg har fået en ny vej til arbejde. I stedet for at skulle med både bus og s-tog, kan jeg nu klare turen med metro. Det er dejligt nemt, og jeg har meget bedre tid til at læse (lige nu er det anden bog i serien om Arn.)

Men metroen er også følsom, hvis et tog går i står, så går det hele i stå. Det var sket i morges. Et nedbrud mellem Forum og Frederiksberg. Det var tydeligt, at der var noget galt; der plejer ikke at stå helt så mange mennesker på perronen. Nedbruddet betød, at der ikke var direkte forbindelse fra Vanløse til Islands Brygge. I stedet skulle vi stå af på Frederiksberg, og vente på næste metro mod hhv. Vestamager og Lufthavnen.

Det var jo en fin løsning. I stedet for at stoppe driften helt, så kørte man i den ene spor mellem Frederiksberg og ind mod byen og på det andet spor mod Vanløse.

Men hold kæft hvor bliver folk sure og stressede. Tag det roligt, der var ingen der kom til skade; og hvis du havde et vigtigt møde, skulle du nok være taget lidt tidligere af sted hjemmefra...

Jeg havde min bog, jeg kunne læse i, og Frederiksberg er under jorden (dvs. ingen sne), så jeg hyggede mig fint. Der gik ikke lang tid før problemerne var løst, og der kørte tog mod Vestamager.

Jeg kom dog ca. 30 senere på arbejde end planlagt, men jeg brugte jo tiden fornuftigt, så det kunne ikke ødelægge mit humør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar