mandag den 29. november 2010

En ny uge, og december er lige rundt om hjørnet

Så gik den weekend. Den gik hurtigt. Sådan er det, når man hygger sig og sover længe.

Ikke at det var en total "ligge på den lade side"-weekend; vi var både i Føtex fredag aften (de havde åbent til 22) og nede og grave/feje bilen fri søndag aften. Lørdag var vi måske nok lidt dovne, men vi spiste også en (lidt for) stor brunch med æg og bacon; så bliver man lidt lad bagefter.

Søndag var også 1. søndag i advent. Både Linda og jeg har fået en adventskalender af mine forældre. Lindas er fra Matas, min er pakket af min mor. Vi simultanåbnede de første pakker søndag formiddag. Linda fik creme og en shopper (sådan en stor taske, der kan pakkes ned i en lille taske); jeg fik en skjorte. Dejlige gaver, og så er det ikke engang december endnu.

Jeg regner/håber stadig på en genoplivning af tidligere års julekalender fra min side. Denne gang i form af et dagligt indlæg i nærværende blog. Uh! Det er allerede den første på onsdag!

torsdag den 25. november 2010

Sure mennesker i metroen

Jeg startede nyt job for snart to måneder siden. Det betyder også, at jeg har fået en ny vej til arbejde. I stedet for at skulle med både bus og s-tog, kan jeg nu klare turen med metro. Det er dejligt nemt, og jeg har meget bedre tid til at læse (lige nu er det anden bog i serien om Arn.)

Men metroen er også følsom, hvis et tog går i står, så går det hele i stå. Det var sket i morges. Et nedbrud mellem Forum og Frederiksberg. Det var tydeligt, at der var noget galt; der plejer ikke at stå helt så mange mennesker på perronen. Nedbruddet betød, at der ikke var direkte forbindelse fra Vanløse til Islands Brygge. I stedet skulle vi stå af på Frederiksberg, og vente på næste metro mod hhv. Vestamager og Lufthavnen.

Det var jo en fin løsning. I stedet for at stoppe driften helt, så kørte man i den ene spor mellem Frederiksberg og ind mod byen og på det andet spor mod Vanløse.

Men hold kæft hvor bliver folk sure og stressede. Tag det roligt, der var ingen der kom til skade; og hvis du havde et vigtigt møde, skulle du nok være taget lidt tidligere af sted hjemmefra...

Jeg havde min bog, jeg kunne læse i, og Frederiksberg er under jorden (dvs. ingen sne), så jeg hyggede mig fint. Der gik ikke lang tid før problemerne var løst, og der kørte tog mod Vestamager.

Jeg kom dog ca. 30 senere på arbejde end planlagt, men jeg brugte jo tiden fornuftigt, så det kunne ikke ødelægge mit humør.

onsdag den 24. november 2010

Mit første blogindlæg på dansk

Jeg har i en del år haft en bloglivejournal.com, mest om tekniske emner og på engelsk.

Men nogen gange har jeg også brug for at skrive om danske emner (på dansk). Så jeg har oprettet denne blog, der nok vil blive mere personlig og ikke helt så teknisk.

Jeg håber at kunne genoplive den (næsten) daglige SSSS - en nyhedsbrev jeg skrev for 7-8 år siden.

Så forvent fis og ballede blandet med politik og lommefilosofiske betragtninger. Sikkert krydret med lidt teknologi (jeg er jo en nørd).